Tidligere i år søgte Healthy Horse en sponsorekvipage. Efter mange flotte ansøgninger, udvalgte vi en gruppe af dygtige ryttere inden for dressur, spring og military, til at være ambassadører for Healthy Horse. Formålet med dette projekt er at sprede viden om aquatræning og forebygge skader hos aktive konkurrenceheste. Vores ambassadører kommer alle med sunde og raske heste, og de vil med træningen hos Healthy Horse arbejde for at opnå en hest, der kan yde bedre på konkurrencebanerne. Vi har allerede introduceret jer for dressurrytter Asta, springrytter Alexandra og springrytter Andreas.
Melissa Fobian
Melissa Fobian er en dygtig ungrytter med stor passion for ridebanespringning. Melissa har tre heste, som hun får mange gode oplevelser med nationalt og internationalt.
Om sig selv skriver Melissa:
Mit navn er Melissa Fobian, og jeg er 20 år gammel. Jeg har tre heste, Calvin K og Cathleen Horsenæs som begge er 12 år og Libero v/D Drie Linden på 7 år. Calvin og jeg har sammen været i bruttotruppen de sidste to år for Youngrider. Vi har mange placeringer sammen på både nationalt og internationalt plan. Vores seneste resultat er en 7. plads i CSI* grandprix 140 cm til Herning Horse Show. Jeg har haft ham i tre år, og vi startede med at ride LA sammen og rider nu S. Jeg glæder mig til mit nye samarbejde med Healthy horse. Det bliver spændende at prøve deres træningsmetoder på Calvin K, så vi sammen kan få ham optimeret til udendørssæsonen 2018.